Vores tilgang

FN’s Verdensmål – en fælles indsats mod en bedre verden

 

I 2015 vedtog FN 17 verdensmål, de såkaldte Social Development Goals, som alle lande i FN har forpligtet sig til at arbejde for at opnå inden 2030. Men det er ikke kun på politisk niveau, der skal arbejdes, for at opnå målene. Virksomheder har en stor rolle at spille i at fremme en bæredygtig udvikling og indfri FN’s Verdensmål.

I Coop bidrager vi på flere af de områder, FN’s verdensmål omhandler. I illustrationen her, kan du se de mål, vi i særlig grad arbejder med.

Fælles for vores arbejde med FN’s Verdensmål er, at vi både arbejder for at minimere de negative effekter vores forretningsaktiviteter kan have og øge de positive effekter, vi har mulighed for at skabe. Forbrug af varer, både fødevarer og øvrigt forbrug, har altid et aftryk på verden omkring os, og vi ser det som vores fremmeste opgave at skabe et så positivt aftryk på verden som muligt gennem samarbejde med både leverandører, kunder, samarbejdspartnere og politiske organer. Nedenfor kan du læse kort om de områder, vi arbejder mest med under FN's Verdensmål. 


Ansvarligt forbrug og produktion

Som detailhandel er Coops primære sigte at skabe ansvarligt forbrug og produktion. Det er her, vi har mulighed for at have den største indflydelse på omverdenen og tage et markant ansvar. Vi arbejder bl.a. med området i vores arbejde med ansvarlig leverandørstyring, høje varekrav til egne varemærker, emballageindsats, affaldssortering, nedsættelse af madspild og krav til fødevaresikkerhed. Samtidig bidrager vi til ansvarligt forbrug gennem kampagner, der klæder forbrugerne på til at træffe mere bæredygtige valg.

Livet på land
Livet på land arbejder vi på at beskytte via vores indsatser inden for især økologi, dyrevelfærd og råvarer med særlig risiko. Vi arbejder også med at sikre livet i havet via vores indsats for bæredygtigt fiskeri.


Sundhed og trivsel
Vi arbejder med at forbedre folkesundheden ved at reducere salt, fedt og sukker i egne varemærker, promovere sunde varer og sætte fokus på sund kost via kampagner og Danmarks største opskriftssite, Coopopskrifter.dk. Med GoCook, som er vores program for børn, med fokus på madkompetencer og viden om mad, arbejder vi på at skabe en langsigtet indflydelse på folkesundheden.

Anstændige jobs og økonomisk vækst
Coop er en af Danmarks største arbejdspladser, og vi ser det som et vigtigt ansvar at skabe gode arbejdsvilkår for vores medarbejdere. Det gør vi bl.a. via vores arbejde med arbejdsmiljø og mangfoldighed. Vi har også fokus på at skabe et arbejdsmiljø, der skaber lige muligheder for kønnene og vi har konkrete mål for at fremme andelen af kvinder i ledende stillinger. I vores værdikæde arbejder vi også for at fremme anstændige jobs og økonomisk vækst via vores arbejde med ansvarlig leverandørstyring.

Klimaindsats

Fødevarer har et stort klimaaftryk. I Coop arbejde vi for at opnå et lavere klimaaftryk af vores egen drift, af vores varer og af forbrugernes madvaner. Vi har bl.a. en ambitiøs energistrategi der bl.a. betyder mere udnyttelse af overskudsvarme og solenergi. På forbrugersiden arbejder vi med at øge viden om fødevarernes klimapåvirkning og det klimavenlige valg, bl.a. via vores 10 klimaråd, og vi udgiver skolemateriale om klima og mad.